Hvalpens første 8 uger

Hvalpens første 8 uger:

Hvornår kan du besøge din nyfødte hundehvalp?

De fleste opdrættere byder velkommen til deres hvalpekøbere, når hvalpene er 3-4 uger gamle. Før det, har tæven brug for varme, mad, vand og tryghed i rolige hverdags omgivelser, hvor kun opdrætteren og ganske få andre mennesker, har adgang til fødekassen/hvalpekassen.
Mange opdrættere af familiehunde har tæven og hvalpene i soveværelset de første uger, eller et værelse tæt på soveværelset hvor der er varmt, tørt, roligt og selvfølgelig med hverdagslyde og hvor tæven og hvalpene kan overvåges og følges tæt.
Hvalpene skal helst die hver 2. – 3. time de første 14 dage og tæven skal producere meget mælk og have meget mad, tilpas motion og ellers bare være sammen med sine hvalpe 24/7.
 

Det er opdrætterens ansvar at stimulerer hvalpene.

I hvalpenes første 8 leveuger, er det opdrætterens opgave at sørge for, at hvalpene stimuleres, håndteres, løftes, vendes rundt, nusses, får klippet negle, præsenteres for bamser, spejle, legetøj og forskellige underlag og lyde. Dette er så vigtigt for deres fremtidige adfærd, samarbejde og indlæring, da hvalpene lærer verden og deres kommende hverdag at kende og føler sig trygge ved at opleve den sammen med deres mor og søskende. Jo flere uger de er, jo flere oplevelser af rette mængde og varighed skal de præsenteres for. Listen er alen lang af oplevelser, og din opdrætter kan fortælle dig hvad han/hun har gjort og gør for deres hvalpe og deres udvikling/træning i disciplinen - familiehund.
 

Hvalpetest så du bliver matchet med den hvalp der passer dig bedst.

Når du er på besøg 1-2 gange om ugen af 1-2 timers varighed, ser du nærmest kun et øjebliks billede af hvalpene. De har endnu ikke rigtig nogen rytme med søvn, spise, vågen tider, så du kan på nuværende tidspunkt ikke helt vurdere deres temperament og kommende adfærd. Og slet ikke ud fra så forholdsvis korte besøg. Endnu engang er det opdrætterens evner for observation at vurdere kuldet som helhed og hver enkelt hvalps temperament og herefter matche hvalp og ejer/familie.
Denne match-making er virkelig vigtig, da forkerte match ofte fører til omplacering af hunden eller i værste fald, aflivning.
Ser du på en race, der har forskellige træk som ex., farvede masker, forskellige pels længder, forskellige pelsfarver, forskellige halelængder mm., så vær åben for at opdrætteren matcher dig med den bedst passende hvalp, i stedet for den med den rette farve maske eller halelængde som du lige faldt for. Og det er altid tilladt at sige nej tak og finde en anden opdrætter eller vente til næste kuld. Hellere dét, end et dårligt match, mest for hvalpens skyld.
Oprettet: 08-02-2016 07:49:31 af Global Administrator | med 0 kommentarer
Tags: 8-16 uger, Adfærd, Hvalp


Kommentarer

Ingen kommentarer endnu...
 Security code

Velkommen til

Canine Confession.

Her kan du følge mine hverdage sammen med famiiens 4 hunde, 2 børn og vores 2 heste, samt kunder og kursister. Tager gerne emner op, bare send en mail eller sms. Håber du bliver inspireret af bloggen, det er i hvert fald intentionen med den. God læselyst.

Kærlig hilsen
Gitte

KæledyrsKompagniet
KæledyrsKompagniet drives og ejes af Gitte Westen Breaum.
Ørsted Hestehave 8
4130 Viby Sjælland

tlf: +45 26 270 272
info@kaeledyrskompagniet.dk